24 91 72 83

Kvinde - 44 år

De første 5 år af mit liv, voksede jeg op med en mor og en far.

Jeg husker deres forhold som turbulent. Min mor drak ikke, men min far gjorde. Har jeg fået af vide.

Han kunne blive væk flere dage. Når han var hjemme, var han en stille og rolig mand.

Min mor var en vred kvinde. Vred på min far. Hun kunne finde på at slå ham.

Jeg husker, hvor meget jeg elskede, når vi endelig kunne gøre noget sammen, alle sammen. Min bror, min søster, min mor og far. Uden at der lå det her tæppe af tung energi, af splid mellem mor og far.

Da jeg var 5 år, begik min far selvmord.

Jeg fik af vide han lå på hospitalet, men jeg vidste inderst inde godt, at det ikke var sandt. Alligevel var jeg loyal mod den fortælling. Også når der blev råbt "selvmorderunger" efter os.

Selvmordet fik en lavine til at rulle. Min mor fik et chok. Han var jo bare gået ned for at hente cigaretter på tanken. Men politiet var kommet. Havde banket på døren med hans sko i hånden.

Jeg husker, at min mor skreg.

 
Min mor forsøgte at holde skuden oven vande i et stykke tid.

Indtil hun begyndte at drikke mere og mere.

Tyede til den væske, som min far havde introduceret hende for. Vi måtte ofte slæbe hende hen af gulvet, os tre børn, for at få hende i seng. Hun var tung.

Nærmest stendød.

Min storesøster fulgte os ofte i skole. Hun var 6 år ældre.

Indtil kommunen skred ind. Min mor vidste godt, hun havde brug for hjælp. Eller også var der andre, der vidste det. Jeg husker det ikke.

Vi kom til at bo på forskellige ungdomspensioner.

Frem og tilbage mellem mor og de steder vi boede. Min mor ville gerne. Men kunne ikke.

Hver gang jeg lige havde vænnet mig til at være et sted, skulle vi hjem. Jeg blev nogen gange skuffet.

En dag blev vi hentet til hospitalet.

Min mor lå med slanger i næsen. Hun var syg.

Jeg vidste ikke, at hendes organer var ved at stå af. At hun var ved at dø.
Vi kom i plejefamilie.

De var søde og rare og havde børn, vi kunne lege med. Men så skulle de ud og rejse og bo i udlandet. Vi måtte flytte til en ny plejefamilie, mens min mor kunne få hjælp til sit pille- og alkoholmisbrug. Vi besøgte hende tit på det psykiatriske hospital. Lærte sygeplejersken at kende, næsten som en  del af familien.


 
I den nye plejefamilie var et ældre plejebarn. En teen.

Han kunne godt finde på at få os andre til at hoppe med på "forbudte" lege. Hvor vi skulle snave hinanden. Ligge ovenpå hinanden med tøj på og lave bevægelser.

Det var min bror og jeg, familiens egen søn, nogle legekammerater og den store plejesøn.

Jeg løb ofte ud på marken, hvor ingen kunne se mig og græd.

Spurgte Gud, hvorfor livet skulle være så hårdt. Jeg var 9 år gammel.

Mange år senere fik jeg af vide, at plejefamiliens lille søn på 5 år en dag var kommet ind på et værelse og havde set min bror og plejesønnen sammen.

"Hvorfor stikker han sin tissemand ind i hans numse?" havde han spurgt sin mor.

Jeg husker blindebuk, hvor han lå med hele sin herlighed fremme, i håbet om at vi ville befamle ham, når vi gik rundt med bind for øjnene.

Jeg vidste intuitivt, jeg ikke kunne stole på ham. Jeg kiggede under bindet og rørte ham ikke der, hvor han ville have det.

Efter 9 måneder,  ville vi ikke være i plejefamilien længere. Heldigvis var vores gamle plejefamilie kommet hjem fra udlandet. De ville gerne tage imod os igen.
Jeg var 12 år, da jeg kom fast hjem at bo igen. Min mor havde mødt en mand, som også havde været i alkoholbehandling.

Og vi var flyttet i en stor ny lejlighed med 5 værelser, så der var plads til 3 børn og 2 voksne.

Han var sjov og flink i starten, min mors nye kæreste.

Indtil han begyndte at banke hende.

Så måtte vi nogle gange tilbage til plejefamilien igen.

Min mor drak stadig i ny og næ. Pillerne var der også stadig.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at forsvare min mor med min spinkle krop, når bølgerne stod højt. Han slog mig aldrig. Jeg var verbalt stærk og klog.

At bruge ord og at skrive dem ned, har hjulpet mig, siden jeg lærte at læse og skrive.

Det resulterede dog ofte i at jeg fik af vide, at jeg nok skulle få mine nederlag en dag.

Jo tak.

Efter et par år, flyttede vi i en ny lejlighed et nyt sted. Min mor havde brug for at starte om igen.

Men manden fulgte desværre med  i en periode, indtil han med politiets hjælp, holdt sig væk.

Jeg blev en oprørsk teenager. Indvendig. Udadtil smilede jeg og var sød.

Det havde i mange år været vigtigt for mig, at alt så normalt ud. At alt var perfekt. At holde facaden.

Men jeg følte mig alt andet end perfekt indeni.

Gjorde alt jeg kunne, for at se perfekt ud udenpå. Det lykkedes aldrig.

Jeg blev ude om natten, når jeg havde lovet at komme hjem. Følte det var befriende at være fuld til fester, så jeg blev mere modig og åben.

Jeg var sammen med fyre, jeg ikke havde lyst til at være sammen med. Gjorde ting jeg ikke havde lyst til og som jeg skammede mig over dagen efter.

Der var minus på selvværdskontoen.

Men når jeg drak, kunne jeg være fri. Jeg følte mig jo som en fange inde i mig selv. Som om alle livsimpulser blev holdt nede.

Jeg kunne ikke være naturlig. Jeg var fastlåst. Det var sådan, jeg holdt sammen på mig selv.

Med angst som følgesvend. Panikangsten var i perioder voldsom.

Når jeg drak, blev jeg modig.
Det kunne ikke gå stærkt nok med at finde en kæreste. En, der kunne redde mig. Troede jeg.

Jeg havde kærester, jeg ikke elskede.

Mit første lange kæresteforhold var 1 år. Det gik ikke så godt.

Jeg var 18 år, da han truende mig med at slå mig ihjel og brænde huset ned, jeg boede i.

Fordi jeg ikke ville mere. Men han var også på stoffer. Mange flere end jeg troede.

Jeg var ofte blind til at se sådan noget dengang. Jeg tog ikke selv stoffer. Det har aldrig tiltalt mig.

Jeg forsøgte med forskellige uddannelser.

Men det var som om jeg ikke havde udholdenheden til at fuldføre det, jeg startede. Det tog for lang tid.

Så jeg havde en del brudte uddannelser bag mig, da jeg som 23-årig fødte mit første barn.

Jeg blev forelsket i min datters far, fordi der var et strejf af ensomhed omkring ham.

Jeg husker den dag, jeg så det og tog det ind. Det var sådan, jeg kunne elske.

Da min datter lå i mine arme, fløj al narcissistisk optagethed af mig selv, ud på dette lille liv. Det føltes som om min verden voksede eksplosivt.

At få børn i en tidlig alder, har været en gave for mig. Også selvom jeg endnu ikke formåede at være i en harmonisk relation med en mand.

Jeg var vred på mine børns, far, da jeg året efter fødte mit andet barn. Den ensomhed omkring ham, som jeg havde forelsket mig i, var lyset fra en mand, der ikke var det familiemenneske, jeg havde drømt om.

Jeg følte mig meget alene. Det var hårdt. Hårdt at føle mig alene. Hårdt at være vred. 

3 år efter gik jeg fra ham.
Det var lykkedes mig at starte og holde fast i en HF uddannelse.

Mine børn gav mig et fundament. En struktur. En daglig orden, som gjorde, at jeg fik min HF eksamen i sidste ende.

Jeg elskede livet med mine piger.

Og så havde jeg mødt en fantastisk kæreste, der var alt det jeg drømte om. Han ville mig. Han ville mine børn. Han ville os.

Det eneste minus var bare, at jeg vidste, at jeg en dag ville komme til at såre ham.

Det var intuitivt, jeg mærkede det.

Det var ikke noget, jeg planlagde. Jeg mødte ham kort efter jeg gik fra pigernes far, og selvom han var alt det jeg ønskede, så havde jeg haft godt af, at finde mig til rette alene først. Det gjorde jeg ikke.

Jeg valgte 3 år med ham, som var trygge og kærlige. Mine piger elskede ham.

Jeg elskede også den han var, selvom mit indre ubevidst altid ledte efter fejl. Altid.

En dag sårede jeg ham.

Jeg hoppede ud i en affære med en anden mand. Flygtede ud af den dejlige tryghed og lod mig forføre af spænding.

Denne  mand endte jeg med at være sammen med i 6 år, on/off. En destruktiv relation. Han var alkoholiker.

Ikke en af dem der står på gadehjørner og vælter rundt. En funktionel alkoholiker med egen virksomhed, hus og bil.

Jeg græd i 2 år. Meget ambivalent.

Savnede trygheden i mit gamle forhold, samtidig med jeg var fanget af den utryghed, som var mit nye forhold.

Jeg valgte ustabilitet, kampe og had, frem for det kærlige.

Jeg var så fanget ind, at jeg følte min verden ville falde sammen, hvis jeg ikke var sammen med denne mand.

Jeg var afhængig. Afhængig af den lunefulde personlighed han havde. Dr. Jekyll and Mr. Hyde.

Jeg troede, jeg kunne elske lyset frem i ham. Det kunne jeg ikke.

Det var først, da jeg atter blev gravid og havde ladet mine to piger trækkes med den uro mit forhold indebar, at jeg kunne sige stop.

Hvis jeg ikke stoppede, ville jeg dø. Forholdet var så hårdt og anstrengende, at det sugede al livskraft ud af mig.

Jeg flyttede i nyt hus med mine piger. Klar til at være alene med min nyfødte søn.

Jeg var ved at være færdig med en videregående uddannelse, som jeg måtte sætte på pause.

Det kan lyde egoistisk. Det kan lyde forkert. Men min søn reddede mig.

Med hans liv, der groede i min mave, fik han mig ud af det kaotiske emotionelle net, jeg havde spundet mig selv ind i, alt alt for længe.

Jeg ville være stærk og være der for ham på den bedste måde.
Mange gange jeg græd over, at jeg lod mine piger være vidne til at jeg selv blev slået.

Det var ikke min hensigt at begå samme fejl som min mor.

Jeg svor engang i mine oprørsk teenagerår, at det aldrig ville ske.

Men det skete. Underbevidstheden gemmer på kræfter, vi ikke er i stand til at styre, før vi kan ændre på de destruktive mønstre, der kører rundt i ring.

Mørke pletter. Skygger af medafhængighed, som føles trygt, fordi det er velkendt, selvom det er det mest  utrygge at være i.

Jeg fuldførte min videregående uddannelse på et hængende hår. Var tæt på at give op. Men jeg gjorde det. 

Jeg kom i mål, dog mere vaklende end andre.

Jeg var derefter single i 6 år.

6 år, der lærte mig at være mig og elske det. At stå på mine egne ben og nyde mit eget selskab, uden at føle mig ensom eller afhængig af at være sammen med nogen.

Jeg lærte meget om hvad jeg ønsker og ikke ønsker af livet.

I dag bor jeg med en kærlig mand, der elsker alt hvad jeg er. Hver dag øver jeg mig til stadighed i at favne mig selv i min relation til ham.

Konsekvensen af den opvækst jeg havde, har handlet meget om at kunne indgå i og fastholde relationer.

At turde give mig selv hen i relationer, også efter spændingen ved forelskelsen har lagt sig. Også i venskabelige relationer

Jeg har aldrig været social intelligent.

Jeg har ofte følt mig som et meget ensomt menneske. Uden venner, fordi jeg har følt mig usynlig. Uinteressant.

Uden at vide, hvordan jeg skaber et venskab og holder det ved lige.

Hvordan jeg får andre til at holde af mig. Hvordan jeg knytter bånd. Eller også har jeg bare haft holdt mig for mig selv, fordi det var det letteste.

Det har ikke gjort det lettere, at angsten gennem mit liv, har været med mig i alle de afskygninger angst nu engang kan tage.

Ensomhed, tror jeg, er velkendt for mange af os der er voksne  børn af alkoholikere.


 
Kontakt mig
Du er altid velkommen til at kontakte mig på telefon 24 91 72 83, eller via formularen herunder.
Navn:
*
E-mail:
*
Telefon:
*
Besked:
 
Uniqnition Road
2610 Rødovre
Telefon: 24 91 72 83
E-mail: camilla@dinrettevej.dk
CVR: 34814597
     
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Camilla Schou | 2610 Rødovre | Tlf.: 24 91 72 83