24 91 72 83

Vicki - 37 år

Jeg hedder Vicki, er 37 år og bor sammen med min mand, som jeg har været sammen med i 12 år, og sammen har vi en dreng på 4 år.

Jeg er opvokset som enebarn med en mor og far, som drak derhjemme. Der har aldrig været en voksen, som hev mig til siden som barn og spurgte, hvordan jeg havde det. Om min maske udadtil har været så stærk, eller om de bare ikke turde hive fat i mig - det ved jeg ikke. Personlig tror jeg det er en blanding.

Jeg var den stille og meget pligtopfyldende pige som barn. Skolen og lektier blev på en måde mit helle, for der kunne jeg gøre en indsats og være god nok. 2+2 = 4, lige meget om ens voksne er fulde eller ej. Plus at der hjemmefra også var en forventning om, at jeg efter folkeskolen gik i gymnasiet, så det gjorde jeg. Jeg tog også min drømmeuddannelse og blev tegnsprogstolk.

Dog varede det ikke længe efter endt uddannelse, før jeg bukkede under psykisk. I dag er jeg tilkendt fleksjob, da jeg ikke kan overkomme et normalt 37 timers job.
Jeg var omkring de 10 år, da jeg blev klar over, at mine forældre drak for meget. At min hverdag ikke var normal.

I mine teenageår begyndte jeg at lukke op for, at jeg havde det svært, især på efterskolen i 9 og 10 klasse. Og på den måde levede jeg i en parallelverden ift. dem, der var tættest på mig, indtil jeg var 22.

Først dér gik det op for mig, at jeg er barn af alkoholikere! Egentlig holder størstedelen af dem, som har et alkoholmisbrug, det skjult. De passer deres arbejde og holder facaden udadtil.

Så for mig dengang var alkoholikere dem, som sad på bænken eller bodegaen, og det gjorde mine forældre jo ikke.

Nogle år senere fandt jeg endnu en grund til, at jeg havde lavet den opdeling i mit hoved. Indeni i mig var der den klare overbevisning, som jeg ikke selv var bevidst om, da den er kommet i mine første leveår.

Hvis du er barn af alkoholikere, er det da klart, at du har psykiske mén af det. Det er noget, som går ud over børnene. For mig…. Mine forælder drak jo bare for meget, og noget af det mest skamfulde ved det, og også derfor jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde det skjult for omverden, var jo, at alle jo kunne se, hvor en stor fiasko jeg var.

For når jeg kiggede rundt på mine veninder, havde de klaret den opgave børn har, nemlig at være gode nok så deres forældre ikke drak. Det var jo MIN skyld de drak.

Så mine selvmordstanker, lysten til at dø, som jeg havde fra før jeg var fyldt 11år, var jo bare endnu et tegn på, hvor uduelig og uelskelig jeg var, Da det jo var min EGEN skyld.

Da jeg som 22-årig læste i en brochure fra studenterrådgivningen om ’ drikker de for meget derhjemme’ eller noget i din stil, gik min verden i stå, jeg var i chok. Pludselig gav det mening, hvorfor jeg kæmpede med selvmordstanker på daglig basis, samtidig med at jeg kæmpede med næb og klør for at leve og leve op til alles og mine egne forventninger.

Det var jo ikke min skyld, fandt jeg i min fornuft ud af, dog er mit indre stadig lidt i tvivl, om det nu også er rigtig.

Heldigvis er der sket meget de sidste 15 år, for den gang var antagelsen bare, at det var min skyld. I dag ved jeg godt, det ikke var, men når jeg er presset/belastet, så kan tvivlen stadig dukke op.
Selvom begge min forældre drak, kom deres afhængighed til udtryk på forskellige måder.

Min far kunne godt lade være med at drikke, hvis han skulle, hvilket min mor ikke kunne. Derfor påvirkede det mig også forskelligt, når de dukkede op fulde til forældrearrangementer, som jeg i øvrigt hadede,
da jeg aldrig vidste hvor berusede, de ville være. På en eller anden måde følte jeg et større svigt af min far, fordi jeg vidste, han kunne lade være (ergo var jeg åbenbart ikke vigtig nok, når han drak alligevel) end af min mor,
når de var fulde” ude i verden”.

Da jeg var 31 år blev jeg forældreløs.
De døde af den livsstil, de havde, med et par års mellemrum. De sidste år af min fars liv var min mor begyndt at udvikle alkoholdemens, så da han døde, kæmpede jeg et halvt års tid med systemet, da hun ikke kunne klare sig selv,
og til sidst fik min mor en plejehjemsplads. Hun havde nogle gode år der, inden hendes krop sagde endelig stop. Så imellem linjerne kan du læse, at jeg havde kontakt med dem hele deres liv. Dette var et aktivt valg fra min side.

Jeg valgte, at jeg ikke ville stille et ultimatum, fordi hvis man gør det, skal man kunne tage konsekvensen. Og jeg har altid vidst, at jeg ville tabe til alkoholen.
Ikke fordi mine forældre aktivt ville vælge alkoholen til, de kunne bare ikke undvære den. Derfor har jeg heller ikke følt at blive valgt fra, fordi flasken var vigtigere – alkoholen har altid bare kommet før noget andet, også før mig.

På min videregående uddannelse blev jeg klar over, at jeg måtte søge noget hjælp. Det var SÅ grænseoverskridende.

Også fordi min ene kontakt med systemet var en socialrådgiver, som i 10 klasse anerkendte, at jeg måtte have det rigtig svært og som meget hurtigt fandt ud af det med alkoholen, uden jeg nævnte det, og som så …. Gjorde ingenting.

Udover at give mig en brochure om lejligheder, som man skulle være 18 år for at få og jeg var stadig 16. Nå… men jeg opsøgte så en psykolog, som ved vores første samtale virkede meget forfærdet over hvor TRAGISK opvækst jeg havde haft. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til det, for indeni følte jeg jo stadig, at det var min egen skyld, det var jo min skyld, at de drak. Til vores anden samtale besluttede hun sig for, at vi ikke skulle ses igen. Jeg kunne da godt få en ny tid, hvis jeg ville, men hun så ingen grund til det.

Forvirret?? Det var jeg!
Og det værste var, at jeg med det samme kunne mærke, hvor svært det ville være at bede om hjælp i fremtiden, for nu havde en psykolog slået det fast med syvtommersøm, at jeg ikke var værdig nok til at blive hjulpet.


 
I slutningen af 2006 begynder min terapeutiske rejse med at hele alle mine sår, i en gruppe i TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere).

For første gang mødte jeg en terapeut, et menneske, som havde den antagelse, at jeg var værdifuld, bare fordi jeg var mig. Hun SÅ mig, hun aflæste mit kropssprog og gav mig ord på alt det kaos, som der var indeni, som jeg tydeligt kunne mærke, men ikke anede hvad var. Ord som med tiden er blevet til mit følelsesmæssige sprog, og som jeg heldigvis er blevet meget god til.

I dag går jeg stadig i terapi i privat regi og har udover 2 gruppeforløb i TUBA også 2 forløb i psykiatrien med i min bagage.


I mit barndomshjem var der slik, søde sager og sodavand ad libitum og i en så tidlig alder, at jeg ikke kan huske hvornår, erfarede jeg, at sukker dæmpede min indre uro, min indre smerte.

”Sukker” blev min redning, indadtil i hvert fald. Både min mormor og far har gennem årene kommenteret negativt på min overvægt, og oven i de kommentarer var der jo også omverdens generelle misbilligelse af overvægt og følelsen af som barn ikke at være god nok, ikke at være værdig nok til at være en del af fællesskabet pga. ens vægt… det sidder stadig dybt.

Skammen over min yoyo-vægt (som har været længere perioder med overvægt end det modsatte), at jeg ikke kan holde vægten, når jeg har været normalvægtig. Dét er et af de områder, som jeg stadig kæmper med.

Jeg vejer stadig 20 kg mere end før, jeg blev gravid og følelsen af, at vægten bare skriger til omverden ”SE her, hun har ikke styr på en skid! Hun er jo intet værd” dukker op næsten dagligt, oftest flere gange om dagen. Det tragikomiske er, at det er kun for mig selv, at den ’regel’ er gældende. Det er jo ikke det, jeg tænker om andre, og det er så meget modstridende med min grundværdi om, at udseende ikke har noget med ens værd at gøre.

Jeg kæmper og drømmer om, at jeg en dag kan få sluppet al det lort, som spænder ben for mig, og at jeg kan få lov til at opleve at have en stabil vægt over en længere periode.


 
Et andet område, hvor min utrygge opvækst med en masse svigt kommer tydeligt til syne, er tillid. Jeg ved squ stadig ikke helt, om jeg er sikker på, at verden er god, den er endnu mest ond, hvis jeg mærker ind af.

Min fornuft har samlet og samler på alle de gode oplevelser, som modbeviser at verdenen er ond. Mit indre har rykket sig gevaldigt de sidste 15 år, men alligevel er jeg endnu ikke i mål, og ved heller ikke om jeg kommer til det mål, der er i mine tanker. Det må fremtiden vise.

Nu skrev jeg, at det tydeligt kommer til syne, men egentlig tror jeg ikke, at mine omgivelser opfatter min dybe mistillid til omverden, den bor bare indeni. Det gør også, at min verden ofte bliver rodet, når det handler om interaktioner med mennesker. Dels overtolker jeg ALT med mit negative filter på de dårlige dage, hvor at den snerrende kvinde i Netto ender med at ødelægge min dag ”fordi jeg heller ikke er god nok”.

Mine antenner er så veludviklede, at de opfanger meget mere end det gennemsnitlige menneske, stemninger og fysiske ting. Og mit nervesystem er ofte længe om at falde til ro, efter det er blevet aktiveret. Selvom jeg med det samme kan se, at det er en falsk alarm i mit indre beredskab, så tager det bare oftest lang tid, før roen indfinder sig indeni. En anden ting, jeg har med, er, hvis der ikke er overensstemmelse mellem det verbale- og kropssprog - så bliver jeg meget nemt utryg.


Heldigvis med årene har jeg lært at turde være åben og også f.eks. spørge den voksne i børnehaven  ” i går sagde du xxx, hvad mente du med det?”. Jeg har udviklet et mod til at turde italesætte de ting, som føles svære og/eller skamfulde.  Det er ikke det samme, som at det er nemt at gøre, langt fra.

Ofte er det med bankende hjerte, jeg ringer til sundhedsplejersken med et spørgsmål, beder om en snak i børnehaven eller andre situationer, hvor jeg tager ansvaret for min egen psykiske trivsel og behov for vished. Der bruges energi på mange tanker og overvejelser, nogle gange i flere dage, før jeg beder om hjælp.

Dog er det især de sidste 5 år blevet meget nemmere, og nogle gange (hvor jeg ikke er belastet) beder jeg også bare om hjælp/støtte, når jeg kan mærke, jeg har brug for det. Faktisk har jeg også kunne tage imod det som ’fagpersoner’ har sagt til mig, og nu både ved jeg men også kan mærke, at de ser det som min styrke, som en tryghed for dem, at jeg rækker ud, når livet bliver svært. Hele mit liv har jeg ikke turde sige min mening eller mine behov højt i frygt for at være til besvær, og nu har jeg erfaret, at ved at turde at være tydelig og ærlig, så skaber jeg tryghed.

Viden om at følelsen af at være til besvær er hos mig og ikke er de andres mening giver mig mod og styrke til ikke at forvente, at jeg skal klare alting selv.

Jeg er taknemmelig over, at min vej er blevet krydset af mennesker, som synes, at det er cool at bede om hjælp. De har gjort at lærdommen fra barndommen ”at bede om hjælp er et svaghedstegn” og ”du skal kunne alt selv for at være god nok. Andre kan du ikke stole på” ikke længere er min egen. At jeg har kunne slippe den og aktivt vælge at have værdier, som er direkte modsætninger til dem. En rest vil der nok altid være tilbage, men den fylder ikke længere.


Hvad der giver mening for mig, og hvad der gør mig glad nu er måske ikke det samme som om 5 år. Gør det så dette nu til noget forkert, når nuet er blevet til fortid? Min fornuft siger selvfølgelig ikke. Jeg ved at ved at blive ved med at turde bruge min mavefornemmelse som pejlemærke, turde at mærke efter hvilke livsværdier er de rigtige for mig, at blive opmærksom på, hvilke antagelser jeg bare har taget med, som ikke er mine egne, så vil jeg en dag også nå derhen, hvor jeg finder en ro i at kunne stole på, at lige meget hvad fremtiden bringer, er nuet det rigtige for mig, lige nu og her.
 

Vi overlevede livet som børn og først som voksne lærte vi at leve.

Livet er foranderligt og skal leves <3

 

Vicki

Kontakt mig
Du er altid velkommen til at kontakte mig på telefon 24 91 72 83, eller via formularen herunder.
Navn:
*
E-mail:
*
Telefon:
*
Besked:
 
Camilla Schou
2610 Rødovre
Telefon: 24 91 72 83
E-mail: camilla@dinrettevej.dk
CVR: 34814597
     
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Camilla Schou | 2610 Rødovre | Tlf.: 24 91 72 83